Vedtægter
Blåvandshuk Golf Skovklubben
§ 1 – Navn og hjemsted
Klubbens navn er Blåvandshuk Golf Skovklubben, og den er stiftet den 01.08.2010. Golfklubben har hjemsted i Varde kommune.
Golfklubben skal søge optagelse i Dansk Golf Union under Danmarks Idræts-Forbund og er underlagt disse love og bestemmelser.
§ 2 - Formål
Det er klubbens formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til golfsporten.
Klubben skal i henhold til lejeaftale med Skallingen ApS., baneejer / udlejer, der giver Blåvandshuk Golf Skovklubben eksklusiv brugsret til Skovbanens golfanlæg, drive en golfklub og organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golf spillet under de bedst mulige forhold.
§ 3 – Medlemskab
Enhver interesseret kan optages som medlem af klubben. Indmeldelse sker ved henvendelse til sekretariatet eller til et medlem af bestyrelsen.
Medlemmer, der ikke tidligere har spillet golf, kan optages som "prøvemedlemmer".
Perioden som prøvemedlem fastlægges af bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter forskellige medlemskategorier.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde golfklubbens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.
§ 4 - Indmeldelse
Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen, som periodevis kan begrænse tilgangen af aktive medlemmer af kapacitetshensyn. I så fald føres en tidsprioriteret venteliste.
For medlemmer under 18 år skal indmeldelse underskrives af forældre eller værge.
§ 5 – Udmeldelse
Medlemskab er bindende for et kalenderår, medmindre andet er aftalt.
Udmeldelse kan kun ske skriftligt til bestyrelsen eller sekretariatet.
§ 6 - Kontingent
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.
Ved optagelse i klubben betales ikke noget indskud.
§ 7 - Restance
Kontingentrestance ud over 3 måneder fra forfaldsdatoen medfører eksklusion, medmindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra.
Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen er betalt af den ekskluderede.
§ 8 – Ordinær generalforsamling
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes i Varde kommune hvert år inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse skal ske med udsendelse af dagsorden mindst 21 dage før generalforsamlingen.
Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Senest 8 dage før generalforsamlingen fremlægges eventuelle forslag fra medlemmerne og eventuelle forslag fra bestyrelsen samt revideret regnskab i klublokalet til afhentning.
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
§ 9 – Dagsorden til ordinær generalforsamling
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingenter
5. Forslag fra bestyrelsen
6. Forslag fra medlemmerne
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer (og evt. suppleanter)
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Eventuelt
§ 10 – Generalforsamlingens ledelse
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent uden for bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtagelse af vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt 10 medlemmer forlanger det. Ved personvalg skal der dog afstemmes skriftligt.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode:
Der stemmes om samtlige ledige poster på en gang. Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges, og kun med én stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg mellem de kandidater, der har lige stemmetal, straks afholdes efter samme regler, såfremt der stadigt er ubesatte poster.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 11 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Der udfærdiges et referat over den ekstraordinære generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 12 – Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af 3 til 7 medlemmer, som vælges for 3 år ad gangen, idet der årligt afgår 2, 2 og 3 medlemmer, første gang ved lodtrækning, derefter efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.
Ethvert stemmeberettiget medlem er valgbart til bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, honorær sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.
I tilfælde af vakance i bestyrelsen supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling.
§ 13 – Bestyrelsens kompetence
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer med bindende virkning beslutning i klubbens anliggender.
Klubben forpligter sig til at ansætte en daglig leder som har den fulde rådighed og ansvar for drift og vedligeholdelse, ansættelser, mm af alle golfbanens aktiviteter, under hensyntagen til det af bestyrelsen opsatte budget.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for, herunder et baneudvalg, et turneringsudvalg, et handicapudvalg og et informations- og PR-udvalg.
Bestyrelsen udpeger udvalgsformændene. Bestyrelsen skal godkende udvalgenes øvrige medlemmer. Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinier for udvalgsarbejdet.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
§ 14 – Tegning og hæftelse
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer, med bindende virkning, beslutning i klubbens anliggender.
Klubben tegnes af formanden - i dennes forfald af næstformanden - i forening med et
Bestyrelsesmedlem.
Til daglig ledelse af klubbens aktiviteter ansætter bestyrelsen en forretningsfører.
Bestyrelsen kan tildele specialfuldmagt og/eller prokura.
For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue.
§ 15 - Regnskab
Klubbens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.
§ 16 – Særlige bestemmelser i relation til DGU
Klubben respekterer DGU's retningslinier for DGU- og NGU Introduktionskort.
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler, samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte Lokale Regler.
Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions handicapsystem, og tildeling af handicapslag i handicapturneringer og -matcher sker i henhold til det af DGU fastsatte slope-system.
Bestyrelsen fastsætter de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og opretholdelse af orden inden for klubbens område.
§ 17 – Disciplinær straf
Opfylder medlemmet ikke sine medlemsforpligtelser, kan bestyrelsen straffe vedkommende med advarsel, karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben.
Et medlem kan midlertidig udelukkes eller ekskluderes af bestyrelsen, såfremt vedkommende handler til skade for klubben.
Bestyrelsens afgørelse om eksklusion kan af medlemmet kræves forelagt og afgjort på førstkommende generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning.
Alle afgørelser kan af medlemmet endvidere kræves indbragt for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg inden 4 uger efter, at forholdet er begået, eller at parten er blevet bekendt med den afgørelse, der klages over.
§ 18 - Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget som beskrevet, træffer generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, klubbens eventuelle formue skal ved opløsning gives til lignende almennyttige klubber og formål.
____________________________
Ovenstående erstatter alle tidligere vedtagne vedtægter.